dowa_1200x1200-removebg

Dorthe Wang bliver ny direktør på TietgenSkolen

Et enigt ansættelsesudvalg har indstillet rektor for TietgenSkolen hhx, Dorthe Wang som ny direktør på TietgenSkolen pr. 1. august 2023.

Dorthe Wang er valgt i et stærkt ansøgerfelt, og det bliver Dorthe Wang, som sammen med direktion, ledergruppe og øvrige medarbejdere skal videreføre TietgenSkolen som en moderne uddannelsesinstitution, der funderer sig på stærke dyder.

Bestyrelsesformand Søren Jan Nielsen glæder sig over, at Dorthe Wang nu skal stå i spidsen for TietgenSkolen:

”Jeg kender Dorthe som en særdeles kompetent, vidende og empatisk rektor for TietgenSkolen hhx. Det bliver nu Dorthes opgave sammen med øvrige gode kolleger at føre skolen videre. Der venter mange muligheder og udfordringer, og det er jeg sikker på, at Dorthe vil kunne honorere. I bestyrelsen glæder vi os til det videre samarbejde for at skabe de bedste merkantile uddannelser”.

Om sin nye stilling siger Dorthe Wang: ”Vi har brug for stærke merkantile uddannelser i Danmark. Den opgave er medarbejderne på TietgenSkolen med til at løfte hver eneste dag. Efter seks år som rektor på hhx er jeg glad og stolt over, at jeg nu får mulighed for som direktør at lede skolen ind i fremtiden. Vi findes for at give elever og kursister en god uddannelse, som de kan bruge til noget. Jeg kan ikke forestille mig et mere meningsfuldt job, og jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med medarbejdere og bestyrelse.”

Vi glæder os til at afholde en fælles reception for afgående direktør Annette Vilhelmsen og tiltrædende direktør Dorthe Wang tirsdag den 20. juni kl. 15.00 – 17.00 på Rugårdsvej.

Efter sommerferien vil der desuden gå en proces i gang i forbindelse med ansættelse af ny rektor for TietgenSkolen hhx.

Kontakt

Søren_Jan_Nielsen_WEB-removebg-preview
Søren Jan Nielsen
Bestyrelsesformand
Dorthe_Wang_dowa_-removebg
Dorthe Wang
Direktør