Overskriften er inspireret af en udtalelse jeg som bevægelseskonsulent i We Train projektet, har hørt rigtig mange gange. Du kan skifte Rasmus navn ud med samtlige af lærernes navne, som har været involveret i We Train projektet. Udtalelsen er ikke unik, men et eksempel på et fænomen, og derfor er den også interessant at bruge lidt tid på, lade sig undres over og måske blive inspireret til nye måde at gøre og tænke på; som lærer, men måske også som elev? Jeg tolker udtalelsen som et udtryk for motivation gennem deltagelse, eller sagt med andre ord; som et ønske om at læreren deltager i bevægelsespraksissen sammen med eleverne. Lærens måde at deltage i bevægelsesaktiviteterne har for mange elever, indflydelse på elevernes motivation, lyst og mod til at deltage i bevægelsesaktiviteterne.
”Nadja har et par gange været med til det, og det synes jeg bare er vildt fedt, at hun også er med til det. Hun render rundt og går nærmest lige så meget op i det, som jeg gør, næsten. Jeg synes det er fedt at det ikke kun er eleverne der lever sig ind i det og prøver, men at lærerne også lever sig ind i det, og viser det” Tobias, SOSU Fyn.
På den anden side, har jeg oplevet at nogle lærere synes det svært og grænseoverskridende at skulle stå for bevægelsesaktiviteter i undervisningen. I samtalerne med nogle af lærerne, er det blevet tydeligt at det er svært for dem på en autentisk måde at stå for og deltage i bevægelsesaktiviteterne. Det virker som om lærerne er bange for at tabe ansigt, hvis ikke de selv har et højt færdighedsniveau eller hvis de mister kontrollen. I nogle tilfælde har lærerne givet udtryk for en usikkerhed omkring elevernes motiv eller intention med at få dem til at deltage i bevægelsesaktiviteterne. Nogle lærere tror, at eleverne vil have dem med, for at de skal tage ansigt. Derfor opstår der et paradoks, hvor eleverne på den ene side har et stort ønske om at lærerne selv deltager i bevægelsesaktiviteterne, og på den anden side lærerne, som er bange for at tabe ansigt. I et interview med to lærere fra Kold College, peger den ene lærer på at det kan være svært fordi man som lærer kan miste respekten og den anden lærer peger på at hvis fællesskabet og relationerne ikke er i orden fra starten, kan læreren miste autoritet.
”Jeg tror det har meget med relationerne at gøre. Hvis man føler at man ikke har en god relation til eleverne, så kan det være svært at udstille sig på en forkert måde. Man vil måske gerne bevarer en autoritet overfor eleverne. Hvis man ikke har gode relationer til eleverne, så tænke man måske ”hvad vil eleverne mon siger om mig, hvis jeg gør det?” Hvis relationen er dårlig, så mister man måske noget ved at gøre noget tosset. Jeg har oplevet at når jeg har gjort noget fjollet, i sidste uge fik jeg for eksempel et kæmpe grineflip inde i klassen, men jeg mistede ikke autoriteten. Tværtimod. De har kunne se mig mere som et menneske, og det er vigtigt. Og det tror jeg kan være en af grundene til at man kan have svært ved at deltage som underviser.” Liv, Kold College
Til gengæld mener begge lærere at hvis relationerne og fællesskabet er trygt og godt, og der er en god stemning i klassen, så kan det være værdifuldt at lærerne gør noget som er uventet og fjollet.
”Jeg synes det er lidt svært at forholde mig til det spørgsmål. Man kan jo være bange for at miste respekten – at de mister respekten for en. Og så den der forfængelighed, man er bange for at udstille sig selv. Men hvis man har et godt rodfæste, som Liv og jeg har, så gør det ikke så meget. Jo mere tosset jeg ser ud, jo bedre er det. Altså nogle gange ser jeg måske lidt mere tosset ud end jeg nødvendigvis ville have gjort, for så er det sådan lidt lettere. De må gerne grine af læreren, bare de ikke griner af hinanden. For de må kun grine med hinanden, ikke af, men de må godt grine af læreren, det gør ikke noget” Jannick, Kold College.
