Hvis du interesserer dig for bøger, litteratur, kontorartikler eller brætspil og har lyst til at arbejde med salg i en butik, så er boghandleruddannelsen måske uddannelsen for dig. Boghandlerspecialet tager to år, hvor du er elev i en boghandel og du kan starte som boghandlerelev efter du har gennemført dit grundforløb på eud eller eux.
Boghandleruddannelsen er en 2-årig elevuddannelse, som du kan starte på efter du har bestået et grundforløb på enten eud eller eux business. Boghandleruddannelsen veksler mellem arbejdet i boghandlen og undervisning i skoleperioder på TietgenSkolen. Uddannelsen afsluttes med en fagprøve og en eksamen.
Du afslutter din uddannelse med at skrive en fagprøve i et emne, som du selv vælger.
Hvert år afholder vi på TietgenSkolen i samarbejde med Boghandlerforeningen et arrangement for alle branchens elever - Elevtræf.
Arrangementet er en mulighed for alle vores boghandlerelever til at danne netværk på tværs af geografi, kæder og årgange. Samtidig er træffet et fagligt arrangement, som hvert år har nye temaer, og det tæller derfor med i uddannelsen som et obligatorisk skoleophold.
Til arrangementet kommer store forlag forbi for at præsentere nogle af deres aktuelle udgivelser og de har altid lige en forfatter eller to med, som fortæller om deres værkers tilblivelse.
I september 2022 kunne Boghandlerforeningen fejre 125 års jubilæum og det fejrede vi med en aften i litteraturens tegn. Her var fokus på fortid, nutid og fremtid med spændende oplæg fra folk fra branchen og vi kårede årets unge boghandler.
Historie
Boghandlerforeningen har siden 1897 været med til at uddanne unge mennesker til at formidle bøger og litteratur. Den 2. september 1897 startede det første hold på 38 elever på Boghandlerfagskolen på Efterslægtsskabets Skole i Østergade i København. Skolen var kun for københavnske lærlinge. To år efter, i 1899 blev det første hold færdig og får deres eksamen.
Siden marts 2018 har vi på TietgenSkolen haft fornøjelsen af at uddanne de kommende boghandlere.