Hvis du som virksomhed ikke har mulighed for at ansætte en elev i hele 2 år, kan du vælge at ansætte en elev i fx 6 eller 10 måneder. Eleven vil så komme fra TietgenSkolens Elevpladscenter.
Hvis du som virksomhed er på udkig efter en elev for en kortere periode end to år, vil elever fra TietgenSkolens ElevpladsCenter være oplagte. Eleverne har alle afsluttet et grundforløb indenfor enten detail-, handels- eller kontoruddannelsen, men ikke fået en elevplads. Derfor arbejder de i elevpladscenteret.
I elevpladscenteret arbejder eleverne inden for deres speciale, kommer på de obligatoriske skoleophold og afslutter med en fagprøve. Uddannelsen er ligestillet med en ordinær elevuddannelse på det private eller offentlige arbejdsmarked.
Hvis din virksomhed er godkendt som uddannelsessted, kan du få en elev i praktik i op til tre uger uden omkostninger.
Du har mulighed for at lave en uddannelsesaftale med en elev, som din virksomhed allerede har lært at kende gennem et praktikforløb. Sammen indgår I en uddannelsesaftale for resten af elevens elevtid.
Din virksomhed overtager eleven i en periode på minimum tre måneder. Denne aftale bruges ofte, hvis en virksomhed ikke har arbejdsopgaver til eleven i et to-årigt uddannelsesforløb.
Du har mulighed for at indgå en kort uddannelsesaftale for en mindre del af elevens uddannelse. En kort uddannelsesaftale skal dog indeholde mindst én praktikperiode og ét skoleophold.
Din virksomhed kan i samarbejde med en eller flere virksomheder indgå en uddannelsesaftale med en elev, så aftalerne tilsammen danner en hel elevuddannelse på to år. Alle uddannelsesaftaler skal dog være på plads og dække uddannelsesforløbet inden den første aftaleperiode begynder.